usa-1127885_1920

Jeg mødte min kone, Lindsay, I 2006, da hun var au pair, først hos en familie i København, og senere hos en i Birkerød. Min kone er fra USA, og hun havde besluttet sig for at tage sig et sabbatsår fra sine studier, se Europa, arbejde på sin kunstportefølje og lære et fremmedsprog. Det viste sig at være temmelig naivt, da de familier, hun boede hos, var vandt til au pair-piger fra Østasien og andre steder, som de bare brugte som billig arbejdskraft, og så stort på arbejdstider og forhold og løb fra deres løfte om at betale for danskundervisning mm., men det er en helt anden historie.

Efter et års tid besluttede vi os for, at vi gerne ville giftes i efteråret 2006, så vi kunne leve sammen. På det tidspunkt var jeg stadig meget naiv mht. danske regler for ægteskab og familiesammenføring mv. Jeg havde også kun været hjemme i Danmark et års tid efter et toårs ophold I Italien, så jeg var ikke helt med på de, på det tidspunkt, nye regler vedrørende familiesammenføring. Jeg husker en samtale, jeg havde med en anden amerikaner, der boede i Danmark på det tidspunkt, hvor hun nævnte at have hørt noget om, at man skulle være mindst 24 år gammel for at få lov til at bo sammen med en udenlandsk ægtefælle i Danmark, det var første gang, jeg hørte om det, og jeg afviste det blankt med, at hun måtte have misforstået det. Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at det Danmark jeg var vokset op i med frisind og frihed til stort set alt, ville have sådan en regel. Jeg blev klogere.

Da vi først havde besluttet os for at blive gift, gik vi i gang med at finde ud af, hvordan vi kunne få opholdstilladelse til Lindsay, og blev hurtigt bekendt med 24-års reglen. Da vi begge var 23, faldt vi for reglen, og det viste sig, at der ikke var noget at gøre. Vi prøvede så at se, om Lindsay kunne få opholdstilladelse, da hun havde et jobtilbud i Danmark, men fik afslag da man mente, at tilgængelig arbejdskraft i Danmark var i stand til at udføre det job, hun havde fået tilbudt.

Da jeg var midt i min bachelor i fysik og nanoteknologi ved DTU på daværende tidspunkt, ville jeg meget gerne færdiggøre min uddannelse ved DTU. Lindsay ville også meget gerne lære min familie at kende, samt lære sproget og kulturen bedre at kende.

Vi blev gift i januar 2007 i USA, da det var lettere end at prøve at blive gift i Danmark. Og efter bryllupsrejsen flyttede vi så, som så mange andre, til Sverige hvor vi fandt en lejlighed i Helsingborg. Jeg tog cyklen, så færgen, toget og til sidst bussen til DTU hver dag.

I Sverige var der ingen problemer med at få opholdstilladelse, da jeg var EU-borger, og hun var min kone. Det tog dog 6 måneder, før hun endelig var igennem bureaukratiet og fik sin opholds- og arbejdstilladelse, hvilket gjorde at det job, hun havde fået tilbudt i Sverige gennem kontakter i USA, var bortfaldet. Hun fandt aldrig et andet arbejde, mens vi boede i Sverige, og blev også nægtet optagelse på universitet i Sverige, da hun havde mistet sit originale gymnasiediplom (de kunne ikke godtage en kopi fra gymnasiet, kun originalen).

Det var et kulturchok for Lindsay, der kom fra det sydlige USA, hvor man generelt er meget åbne og sociale, at opleve den meget mere lukkede kultur i Skandinavien, og Lindsay var meget ensom, mens jeg havde lange dage med transport frem og tilbage. Hun fik dog lært at tale et brugbart dansk og kunne forstå nok til at følge med i samtaler.

I mellemtiden var vi begge fyldt 24, men blev så bekendt med tilknytningskravet, som det så ud på daværende tidspunkts. Kravet var, at tilknytningen til Danmark skulle være større, ikke bare lig med, men større, end tilknytningen til ægtefællens hjemland. Da vi aldrig havde boet sammen i Danmark, var vores tilknytning til Danmark ikke større end vores tilknytning til USA, selvom Lindsay havde boet I Danmark i næsten 2 år før vi blev gift, og jeg aldrig havde boet i USA.

Med dette in mente, blev vi hurtigt enige om, at vores fremtid lå i USA, da jeg var ved at være færdig med min bachelor på DTU. Så jeg søgte ind på Stanford og Duke University i USA for min master i ingeniørledelse. Jeg kom ind på begge, og valgte Duke grundet lavere leveomkostninger, da vi i mellemtiden havde fået vores første barn.

Samtidig startede vi vores ansøgning om fast opholds- og arbejdstilladelse (”greencard”) til mig i USA. Da vi boede i Sverige, blev vi nødt til at indgive min ansøgning til den Amerikanske ambassade i Stockholm, selvom ambassaden i København naturligvis var meget tættere på. Det var lidt irriterende, og betød at jeg to gange blev nødt til at køre de 8 timer til Stockholm for at møde op på ambassaden. Først for at fremvise vores søn som bevis på, at vores ægteskab var i god tro, og igen efter min ansøgning var godkendt, da man skal møde op i egen person for et interview.

Ud over de to køreture var det ellers meget ligetil. Diverse ansøgninger og formularer var frit tilgængelige med udførlige instruktioner på USCIS-hjemmesiden, og det tog ikke mere end 3 måneder, fra vi først indsendte ansøgningen, til den var godkendt, og jeg fik bevilliget permanent opholdstilladelse. Da vi havde været gift i over 2 år på ansøgningstidspunktet, var min opholdstilladelse heller ikke betinget af vores ægteskabs beståen, hvilket den ville have været de første par år, hvis vi havde været gift i mindre end 2 år på ansøgningstidspunktet. Jeg havde så 6 måneder til at flytte til USA fra det tidspunkt, min ansøgning var godkendt, så vi flyttede derover i sommeren 2009, og jeg startede min master på Duke University i North Carolina.

Fra første dag havde jeg tilladelse til at arbejde og gøre alt en amerikaner kunne, undtagen at stemme, sidde som nævning eller holde et offentligt embede. Der var ikke 6 måneders ventetid, før jeg kunne arbejde eller lignende, sådan som Lindsay skulle trækkes igennem i Sverige. I øvrigt var jeg meget betaget af, hvordan alle betragtede mig som ”en af dem” fra første dag. Jeg blev ikke set som ”nyankommen”, ”indvandrer” eller på nogen måde anderledes. Jeg var bare dansk-amerikaner, på lige fod med indisk-amerikanere, italiensk-amerikanere, afrikansk-amerikanere, japansk-amerikanere og et hav af andre bindestregs-amerikanere, som de kaldes herovre.

Efter 3 år var jeg i stand til at søge om statsborgerskab. Jeg var dog bekymret for at miste mit danske statsborgerskab, da Danmark jo først for nyligt tillod dobbelt statsborgerskab, så jeg gjorde det ikke. Sidste år fik jeg så endelig taget mig tid til at få indsendt ansøgningen. Det var igen en meget ligetil proces med en enkelt ansøgning og et enkelt interview, og jeg er nu fuld amerikansk statsborger – med alle dertilhørende rettigheder og forpligtigelser, undtagen at jeg ikke kan stille op som præsident.

Vi faldt hurtigt til herovre. Da mange mennesker flytter fra stat til stat flere gange i deres liv, er det en del af livsstilen, at man hurtigt finder nye venner og snakker med folk omkring hvor man nu engang bor, da der altid er mindst en eller to andre familier, der også for nyligt er flyttet til.

Jeg færdiggjorde min master ved Duke og fik et job i Austin i Texas, og siden i Boise Idaho, hvor vi nu bor. Alt i alt er vi meget glade for at bo her. Bare for sjov har vi engang imellem leget med tanken om at flytte til Danmark et par år, for at børnene kunne opleve at leve i det land, de nu engang også er borgere i (indtil deres fyldte 21. år, i hvert fald indtil videre). Men hver gang vi har kigget lidt på det, har der været en ny regel eller ændring i tilknytningskravet, der ville gøre det umuligt at få Lindsay med, med mindre hun tager en avanceret uddannelse i medicin eller lignende, og det ligger ikke i kortene.

Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke er helt med på, hvad den nuværende status er, da folketinget vist ændrer på reglerne regelmæssigt, eller om vi overhovedet ville været i stand til at flytte til Danmark på nuværende tidspunkt. Det er efterhånden et stykke tid siden, jeg sidt kiggede på det, da ønsket om at vende hjem med tiden er blevet mindre og mindre. Sidst jeg kiggede, var det vist stadig tilknytningskravet, der forhindrede os i at flytte til Danmark, da vi jo nu har fået børn og boet med dem i USA. Så vidt jeg ved, hvis jeg droppede mit danske statsborgerskab, er det muligt, at vi ville kunne komme ind som amerikanske statsborgere, hvis jeg kunne finde et job i Danmark på en eller anden special-liste. Det er vist nok også muligt, hvis vi først flyttede til et andet land i Europa længe nok til at opnå statsborgerskab der, så vi kunne flytte til Danmark som EU-borgere.

Men som sagt er der ikke det store træk mere. Der er mange steder i USA, hvor jeg ikke ville bo grundet klima, kriminalitet eller høje leveomkostninger, men vi befinder os meget godt i Idaho, hvor der er meget lave leveomkostninger, dejligt klima med fire årstider og meget lidt kriminalitet, selv sammenlignet med forstads-Danmark. I tillæg får vi en masse sociale services til vores to børn med autisme. De får betalt 18 timers ugentlig ene-terapi af det offentlige, og fik også betalt børnehave fra de var 3. Det samme fik vores tredje barn, der ikke er autist, men havde talebesvær. Vi har været meget positivt overraskede over det høje sociale serviceniveau her i staten, det er dog ikke tilfældet i mange andre stater.

Sammen med en gennemsnits-kvadratmeterpris på omkring 7000 kr, og effektiv skattesats på omkring 15%, er det sværere og sværere at forsvare at flytte tilbage til Danmark, selv hvis folketinget en dag skulle beslutte sig for at tillade det.

Det sidder dog stadig dybt i mig, at det ikke var et frivilligt valg, at vi flyttede til USA. Uanset om jeg ville flytte tilbage nu eller ej, har det efterladt en dårlig smag i munden, at mit fædreland ikke ville lade mig gifte mig med den, jeg nu selv havde valgt, og derefter bo sammen med min kone og familie i det land, hvor jeg voksede op.

Når vi fortæller vores venner herovre om, hvordan vi ikke kan bo I Danmark, bliver vi altid mødt med måbende ansigter, og man kan se, at de fleste tænker, at vi må have misforstået noget. Selv i USA, med den altid glohede debat om illegale indvandrere, er det fuldstændigt utænkeligt, at man ikke skulle kunne få sin ægtefælle med for at bo sammen.

Kasper, gift med en amerikaner og udvandret til USA siden 2009.