masks-833421_1920

Følelser opleves ofte som noget fysisk. Sten, der falder fra hjertet. Byrder, der letter fra skuldrene. Sommerfugle i maven. Knugen for brystet.

At være familiesammenført i populismens Danmark føles, som om ens indvolde er en yoyo:

Hver gang, der er håb forude, og hjertet, sindet og stemningen letter, finder politikerne og det politiske klima en ny måde at øge presset, klemme brystkassen sammen og tage pusten fra os.

Jeg husker glæden, da Thorning vandt valget i 2011. Og følelsen af ro og tryghed, da familiesammenføringsreglerne derefter blev lempet.

Jeg husker frygten efter valget i 2015, hvor regeringen Thorning faldt efter én regeringsperiode. En frygt, der forplantede sig til vores dengang børnehavebarn i en grad, så vi ikke kunne aflevere ham i børnehaven dagen efter. Han kunne mærke, at mor og far var bange og ulykkelige, men han forstod ikke hvorfor, og havde ingen måde at finde hoved og hale på det, selvom vi forsøgte at forklare det.

Højt at flyve, håb, dybt at falde…

Jeg husker afmagten og skuffelsen, da uddannelse med L87 blev fjernet fra grundlaget for permanent opholdstilladelse. Rådvildheden. Skulle min ægtefælle opgive sit studie og forsøge at få et arbejde, uanset hvilket, eller skulle han gøre studiet færdigt?

Vi besluttede, at uanset om Danmark ville ende med at blive helt ulideligt at bo i, ville han stå sig bedre med en kandidatgrad, så han fortsatte studierne, vel vidende, at det udsatte tidspunktet, han ville kunne søge permanent opholdstilladelse, men et tilsvarende antal år.

Jeg husker glæden, at min ægtefælle efter endt uddannelse fandt et fast fuldtidsarbejde. Al den energi, det frigav, fordi vejen til permanent opholdstilladelse pludselig stod vidt åben og bare skulle følges de næste 3,5 år uden alt for meget slinger i valsen.

Pludselig blev jeg tre meter højere og kunne ti gange så meget.

I hvert fald i et par måneder. Så begyndte virkeligheden at sive ind igen: Han tør ikke sige nej til noget som helst, hans arbejdsgiver kommer med, fordi han er rædselsslagen for at blive fyret, før han har fået ordentligt fodfæste på arbejdsmarkedet.

Han tog et såkaldt flaskehalsstudie. Alle hans etnisk danske studiekammerater var i arbejde, før de overhovedet afleverede deres speciale. Han er den eneste af de ikke-etnisk danske studerende på sin årgang, der er i arbejde her 1,5 år efter, at de afsluttede deres uddannelse.

Han ved godt, at han var heldig. Det var tilfældigvis en anden udlænding, der sad med ansættelseskompetencen til den stilling, han søgte.

Han ved godt, at han sandsynligvis ikke er så heldig igen, hvis han skulle miste jobbet, før han har nogle års erfaring på det danske arbejdsmarked og dermed har bevist sin ansættelighed.

Han arbejder derfor 50 – 60 timer om ugen og får løn for de 37 af dem.

Han er mere presset, mere stresset, mere kort for hovedet, falder i søvn, så snart han kommer hjem, og har mindre tålmodighed over for børnene.

Han opfører sig, som om han permanent er på prøve på sit arbejde, og forventer, at jeg altid tager børnenes sygedage osv. På trods af, at jeg også har et arbejde, og det de første 6 – 7 år i landet kun var på grund af dét, at vi overhovedet fik lov at blive her.

Højt at flyve, håb, dybt at falde…

Jeg husker glæden, da vores barn startede i skolen. Nu var det praktisk taget umuligt at smide os ud af landet. Nu skulle barnets selvstændige tilknytning tages i betragtning. Nu kunne vi endelig slippe taget en smule og tillade os at blive langtidssyge, komme ud for en ulykke eller en langvarig lavkonjunktur, uden at det ville fjerne taget over vores hoveder og jorden under vores fødder fra os.

Og så kommer finanslovsforslaget med dets ”paradigmeskift”, der bliver beskrevet som en reaktion på ”flygtningekrisen”, men som – som sædvanligt – vil ramme langt bredere:

Ydelser bliver sat ned og skifter navn fra noget med ”Integration” til noget med ”selvforsørgelse og hjemrejse”, eller noget med ”overgang”. Ord skaber virkelighed. ”Midlertidig” skal være det ord, der beskriver udlændinges ophold i Danmark.

Man skal se bort fra integrerende faktorer, når man overvejer at inddrage eller nægte at forlænge en opholdstilladelse:

Foreningsdeltagelse, sprogbeherskelse og arbejde skal ikke længere have betydning for, om en udlænding skal have lov til at blive i Danmark. Bemærk, at det ellers præcis er de krav, der stilles til permanent opholdstilladelse. Bemærk også, at der står ”udlænding”, ikke ”flygtning”.

Man skal gå helt til grænsen af konventionerne i forsøget på at få så mange ud som muligt.

Og så skal der ikke længere læges vægt på barnets selvstændige tilknytning til Danmark. I hvert fald ikke, før barnet bliver 8 år.

Og hvem ved, om Danmark har opsagt Børnekonventionen til den tid? For slet ikke at tale om Menneskerettighedskonventionen eller Statsborgerretskonventionen? Måske er den danske regering slet ikke forpligtet til at ligebehandle nogen som helst om et par år?

Nu kan vi altså hverken ånde lettede op på grund af min mands arbejde eller på grund af vores barns selvstændige tilknytning længere. Nu kan vi alligevel ikke tillade os at blive langtidssyge, komme ud for en ulykke eller en langvarig lavkonjunktur.

Højt at flyve, håb, dybt at falde…

Holder det nogensinde op?

Laura, familiesammenført siden 2010