sprout-survival

Kære Maj for ti år siden,

du er på vej ud på en rejse. Du ved det ikke endnu, men rejsen kommer til at slå dit liv ud af kurs. Du regner selvfølgelig med, at selve det at rejse, de oplevelser, du vil få, og de mennesker, du vil møde, vil ændre noget i dig, måske endda meget. Men du er ikke forberedt på prisen.

Du er ved at blive kvalt i den utroligt konservative tilgang til karriereveje, det danske arbejdsmarkled er begrænset af. Du er ved et uheld slået ind på et spor, du ikke trives på, men det lader ikke til, at der er nogen vej tilbage. Du kommer bare ikke i betragtning til andre stillinger end den slags, du vil væk fra. Du kan næsten ikke ånde.

Så du stikker af. Du er på jagt efter nye perspektiver. Nye verdensbilleder, nye muligheder. Du vil være kaptajn i dit eget liv, lægge din egen kurs, bestemme over din egen skæbne. Du følger dit hjertes kompasnål flere tusind kilometer sydover og ender et sted med palmer, malaria og mørke, langlemmede mennesker. Et sted, der er ukontrolleret, vildtvoksende, knopskydende og opportunistisk. Uforudsigeligt, åbent, åndende. Du føler, at du igen kan trække vejret.

Kære Maj for ti år siden,

du ved det ikke endnu, men du vil snart blive forelsket. Ikke bare betaget eller tiltrukket, men så forelsket, at dit sind kræver ham i dit liv, din krop kræver ham i dit liv, dit hjerte kræver ham i dit liv, selv dine ufødte børn kræver ham i deres liv. Du vil blive så forelsket, at du ganske enkelt er nødt til at ændre retning for at få ham med om bord.

Du ved det ikke endnu, men prisen for at elske og følge dit hjerte vil være, at du i flere år må opgive dig selv. Du vil blive degraderet fra kaptajn til dæksdreng i dit eget liv. Du vil ikke mærke det undervejs, ikke før skaden er sket og du har hakket hæle og klippet tæer helt op til knæene, for det sker lidt efter lidt i takt med, at udlændingeloven igen og igen strammes.

Til at begynde med er igen af jer klar over, at det at flytte til Danmark som en dansk-international familie skal betales med en gradvis afgivelse af selvbestemmelse. I har ikke forudset, at Danmark vil slå ind på en populistisk-racistisk vej, hvor sådan nogle som jer gøres til syndebukke for alverdens problemer, og I bliver straffet for problemernes eksistens ved, at den ene detail-regulering efter den anden lægges ned over jeres liv.

Kære Maj for ti år siden,

du vil komme til at kæmpe så hårdt for din kærlighed, at du glemmer dig selv i kampen. Alt det, der gør dig til dig, alt det, du har i dig, og som gjorde, at du overhovedet kunne befinde dig i en bagende varm havneby med tårnhøj luftfugtighed og være åben for mødet med en fremmed, være åben for at lade ham tiltrække dig så voldsomt, at det føltes, som om tyngdekraften havde skiftet centrum, det vil forsvinde for dig. Du vil glemme dit mod, din vilje, og din tro på dig selv.

Du vil stå tilbage og føle, at du ikke har noget som helst at give af. Du vil tvivle på, at du har energi til at flytte til en større lejlighed, selvom familien er vokset ud af den gamle, og du vil være helt overbevist om, at du ikke er i stand til at rejse ud af Danmark, ikke er i stand til at møde nye mennesker, få nye venner, opbygge et nyt netværk. Du har glemt, at det – paradoksalt nok – var din åbenhed, der førte til, at du nu står i en situation, hvor du er fuldkommen lukket om dig selv og drænet for tiltro til tilværelsen, og til din egen evne til at skabe positiv forandring i dit liv.

Du vil komme til at føle, at du er fuldkommen fastlåst. Du vil kæmpe så hårdt, at du ikke engang har plads til at opdage, at du ikke kan ånde. Det vil gå ud over dit forhold til den mand, som du uforvarende overgav retten til at bestemme over dit liv til den fjendtligtsindede regering for, da du lukkede ham ind i dit liv. I vil næsten miste troen på hinanden. Han vil være parat til at flytte tilbage til det land, han kom fra. Det vil gå ud over din livskraft. Du vil endda på et tidspunkt begynde at tvivle på, om livet overhovedet er værd at leve.

Kære Maj for ti år siden,

det er heldigvis ikke slutningen på historien. For I får hinanden igen. Selvom det er svært og på et hængende hår, ender I med at huske, hvorfor det var værd at opgive fædreland, selvbestemmelse, behovstilfredsstillelse og flere sider af sin personlighed for hinanden. Selvom I kommer helt derud, hvor I hver især tænker, at I ikke vil leve sådan her, så finder I hinanden igen. I sidste øjeblik.

Og du får dig selv igen. Lige så snart I har fået lidt styr på kravene, I skal leve op til for at leve sammen, begynder du at huske, hvem du var. Du begynder at huske, hvad du var drevet af. Du begynder at ville og turde igen. Du får dine gamle følelser tilbage. Du begynder endda at føle dig en lille smule fanget i Danmark igen, og din gamle rejselyst indfinder sig lige så stille. Du er ikke blevet væk, selvom det i lang tid føles sådan.

Kærligheden overlever. Du overlever. Din personlighed overlever. Intet går tabt, selvom det ligger i dvale i flere år, en der kan tælles på én hånd.

Kære Maj for ti år siden,

du er på vej ud på en rejse. Du ved det ikke endnu, men rejsen kommer til at slå dit liv ud af kurs. Du ved ikke, at du en overgang vil miste dig selv undervejs, og når du endelig opdager det, ved du heller ikke, at det hele vil dukke op til overfladen igen, så snart det får plads. Du vil miste overblikket og fodfæstet. Men den, der ikke vover at miste fodfæstet et øjeblik, mister sig selv. Og du mister ikke dig selv, selvom det i lang tid føles sådan.

Så kære Maj for ti år siden, prisen er høj. Men jeg ved, at du ville gøre det igen, for så stærk en kærlighed kan man ikke ignorere. Og ved du hvad? Bare kast dig ud i det. Selvom du mister fodfæstet på vejen og farer vild og føler, at du har mistet dig selv, så ender det jo godt. Kærligheden vinder. Prisen er høj, men det kan godt betale sig at turde.

Maj, familiesammenført siden 2011