brokenheartworld

De danske familiesammenføringsregler har påvirket mit liv på mange måder de seneste 10 år. Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde beretningen om, præcis hvor ondt Danmarks udlændingepolitik har gjort på mig og min familie i dette ti-år.

Da jeg var 12 år, flyttede jeg med familien til udlandet og vendte først tilbage for at bo i Danmark 10 år senere. Jeg havde en nedarvet rejselyst, og tog derfor på flere lange rygsækrejser, såvel som kortere ferier ud i verden. Jeg arbejdede for at tjene penge til at rejse.

Disse år rodfæstede min identitet som dansker. I alle de år jeg var i udlandet, vidste jeg altid, at den dag jeg fik børn, skulle de vokse op i Danmark. Danmark er mit hjemland, mit barndomsland, og det sted jeg dengang forbandt med tryghed.

Der er så mange elementer i min historie, og hvilke skal jeg vælge for at prøve at overbevise den brede befolkning om, at det ikke er i orden at behandle borgere på den måde? At vi har brug for hjælp til at gøre noget ved det, fordi vi er almindelige mennesker med følelser og fejl, som bliver behandlet, som om vi ikke er ønsket i vores eget land.

Hvorfor?

Fordi vi elsker. Vi elsker et menneske, der ikke er født i denne del af verden. Det er svært at fortælle min historie, for uanset hvilken indstilling jeg vælger, så bliver jeg vred, når jeg begynder at skrive.

I 2007, i begyndelsen af mine tredivere, var jeg klar til endnu et rygsækeventyr. Jeg nåede dog ikke længere end det første stop i det østafrikanske øhav. Der forelskede jeg mig i en smuk lokal mand, og endte med at blive der i 2 år.

Jeg vil ikke lyve og sige, at jeg vidste, det var den store kærlighed med det samme. Det vidste jeg ikke noget om. Jeg havde mange tvivl, og den store aldersforskel og kulturforskel gjorde det bestemt ikke nemmere. Jeg blev gravid, og ønskede at vende tilbage til Danmark. Det var ikke, fordi jeg ikke ville være sammen med min kæreste, men jeg ønskede at føde mit barn i Danmark. Jeg ville gerne have min kæreste med til vores datters fødsel, men han kunne ikke få et pas på det tidspunkt, så det var umuligt.

Jeg var 7 måneder henne i graviditeten, da jeg kom hjem i 2009. Jeg endte på starthjælp. Det var første gang i mit liv, jeg modtog offentlig forsørgelse. Jeg så ingen anden udvej, for hvem vil ansætte en, som er gravid i 7.måned? Da vores datter blev 9 måneder, var jeg klar til at komme på arbejdsmarkedet. Der var bare ikke nogen, der ville ansætte mig. At jeg var alene med vores barn og befandt mig i et følelsesmæssigt rod af en identitetskrise, gjorde ikke situationen nemmere.

Vores forhold blev sat på den første pause af mange. Jeg vendte hjem, fordi vores datter skulle have samme muligheder og trygge barndom, som jeg selv havde haft. Jeg havde aldrig før følt mig så sikker på, at jeg ville blive i Danmark. Mit land. Som nu afviste mig og min familie.

Skal jeg fortælle om tabet af selvværd, når jeg ikke føler mig som en god nok dansker, eller god nok til at få lov til at leve med min familie i mit eget land?

Skal jeg fortælle om skyldfølelsen over de valg jeg traf, før jeg overhovedet vidste noget om udlændingepolitik – dengang jeg bare levede mit liv?

De valg som kom til at betyde, at jeg ikke er en god nok dansker til, at mit barn kan få lov til at bo med både sin mor og far i Danmark.

Hver gang vi besøgte hinanden, så far og datter kunne være sammen, forelskede vi os på ny. For gang på gang at skulle skilles igen. Det faldt altid sammen med det tidspunkt, hvor nyforelskelsen falmer, og man finder fejl ved hinanden. Vi havde bare aldrig mulighed for at finde ud af, om de fejl var noget, vi kunne leve med. Vi behøvede ikke arbejde os igennem dem, for vi skulle alligevel skilles igen, igen.

Jeg kan derfor også fortælle om den løgn, jeg endte med at fortælle mig selv og andre i mange år. Løgnen om, at det nok ikke var meningen, at mit barns far og jeg skulle være sammen. At det nok ikke ville holde i længden alligevel. Det var en løgn fabrikeret for at beskytte mit og mit barns sårbare hjerter. En løgn, der skulle forklare mit liv som alenemor.

Det er trods alt lettere at leve med, at andre skal bestemme over ens kærlighed, hvis man fortæller sig selv, at det alligevel ikke er ægte kærlighed. Hvis min mand og jeg havde haft lov til at bo sammen som familie i Danmark fra den dag, vores barn blev født, så havde vi gjort det. I stedet mødte vi et system, der gjorde os usikre og sled på vores ressourcer. Så er det nemmest bare at give op på forhånd.

På den måde kunne løgnen om, at vores kærlighed sikkert ikke var ægte, leve videre.

Han spurgte adskillige gange, om jeg ville gifte mig med ham. Jeg afslog, fordi jeg vidste, at vi ikke havde ret til at bo sammen i Danmark. Jeg vidste, at det var umuligt at få familiesammenføring, så længe jeg ikke kunne forsørge mig selv, og de tre års karantæne virkede fuldstændig uoverskuelige for mig. De job, jeg fik, var altid vikariater, som sendte mig tilbage på forsørgelse, når de sluttede.

Hvorfor blive gift, når vi alligevel ikke måtte bo sammen?

Jeg havde hverken det økonomiske eller følelsesmæssige overskud til at flytte til et andet EU-land, og vores barn skulle ikke vokse op i hans hjemland, hvor hun ikke havde nogle muligheder i fremtiden. Jeg var alene med et lille barn, og følte mig i den grad forrådt af mit eget land. Det var en endeløs tur i en følelsesmæssig rutsjebane i alt for mange år. En dag blev det for psykisk hårdt at håndtere, og økonomien rakte bare ikke til flere visa og flybilletter.

Så jeg gav op.

Det var sikkert ikke meningen, at vi skulle være sammen alligevel. Sådan sagde jeg til mig selv. Min kærlighed til ham var måske ikke stærk nok, når jeg ikke kunne overskue at flytte til Sverige, for at vi kunne være sammen.

Telefonforbindelserne til Afrika var altid så dårlige, og det var næsten altid umuligt at ringe til ham spontant. Min datter holdt op med at nævne sin far, fordi jeg blev så følelsesladet, når jeg skulle prøve at forklare mit børnehavebarn, hvorfor far ikke boede sammen med os.

Skal jeg fortælle om vreden over, at mit barn ikke har haft ret til et familieliv med begge forældre, alene fordi den ene forælder er udlænding?

Hvordan kan ét barn være en bedre dansker end et andet? Hvis jeg havde haft et særbarn (et barn med en anden mand, som jeg var skilt fra), som boede i Danmark, så ville jeg have haft ret til familiesammenføring med min nuværende mand, fordi særbarnets rettigheder skulle tilgodeses, og man derfor ikke kan sende den ene forælder væk. Det giver ingen mening for mig. Hvorfor er et særbarns rettigheder vigtigere end et fællesbarns rettigheder?

Der gik et par år med minimal kontakt. I den periode håbede jeg hver dag på, at han havde fundet en måde at komme til Danmark. At jeg ville se ham stå foran hoveddøren, når jeg kom hjem. Det skete aldrig.

I slutningen af 2015 kunne vi ikke undvære kontakten længere. Vi gik derfor i gang med visumproceduren. Igen. Jeg undersøgte familiesammenføringsreglerne for første gang i lang tid. Igen. Pludselig gik det op for mig, at vores barn havde nået en alder, hvor vi kunne få dispensation.

Alle sluser åbnede.

Vi havde faktisk en mulighed for at få sammenføring!

Nu kunne jeg droppe den store løgn om, at jeg ikke elskede ham nok. I stedet lukkede jeg op for kærligheden i mit hjerte.

Der var ingen tvivl. Jeg ville hellere leve med denne mand end uden – og heldigvis havde han det stadig på samme måde.

Vores kærlighed har overlevet lange perioder med adskillelse og minimal kontakt.

Kærligheden ignorerer den store aldersforskel, og vi er nu ligeglade med de små kulturforskelle. Han fik opholdstilladelse i sommeren 2017.

Det er lykkeligt for min mand og jeg – men der er også et barn. Det var ikke nemt for hende, da der pludselig var en fuldtidsfar, og en mor som næsten altid havde været hjemme, men nu arbejdede hele tiden for at forsøge hele familien.

Vores datter sidder tilbage med så meget vrede, som skal bearbejdes. Det er bestemt ikke nemt. Det er svært for os at forklare hende, hvorfor hendes far skulle gå glip af 7 år med hende.

Jeg ønsker en tryg barndom for hende, men hvordan kan hun føle sig tryg, når beslutningen om, hvorvidt hendes far må være sammen med os, er i andres hænder?

Dansk udlændingepolitik har sat sig dybe spor i mit barn. En dag vil hun forstå det ordentligt, og jeg håber ikke, at hun den dag skal opleve de samme følelser af forræderi fra sit hjemland, som jeg gjorde.

For det er en vrede, der ligger dybt og er meget svær at bearbejde.

Johanne, forelsket siden 2007, familiesammenført siden 2017