UansetHvadJegVælger

Efterår 2014. Jeg var lige flyttet til Berlin, en drøm jeg havde haft i mange år. Jeg glædede mig til en ny hverdag, og til at se mere til venner, som jeg havde lært at kende ved tidligere besøg i byen. Blandt andet min meget nære ven Sam fra Gambia.

Desværre var lykken kort, idet han, nogenlunde samtidig med at jeg kom til Berlin, måtte rejse til Spanien for at forny sin spanske opholdstilladelse. Han havde boet i Spanien i ca. 8 år, men har en bror i Berlin, som han besøgte jævnligt. For at kunne forny sin opholdstilladelse, måtte han tage arbejde i Spanien i en periode.

Da jeg havde været i Berlin i ca fem uger, ringede jeg en aften til min mor, som lød noget snøvlet og forvirret. Hun fik dog fremstammet, at hun var på hospitalet, og havde fået fjernet sine galdesten. Da jeg tog til Berlin, havde hun i lang tid ventet på at få en tid til operation.

Vi havde tidligere talt lidt om, at jeg skulle komme til Danmark i et par dage, når hun skulle opereres. Derfor undrede det mig lidt, at hun nu pludselig lå og var blevet opereret, uden at jeg havde fået besked om det i forvejen. Det er ikke et stort indgreb, så jeg tænkte, at hun måske ikke ville være til besvær, og havde valgt ikke at fortælle mig, at hun havde fået tid til operationen. Jeg tænkte, at hun lød snøvlet, fordi hun stadig var påvirket at bedøvelsen. Hun forsikrede mig om, at hun var ok, og at jeg ikke behøvede at komme.

Men da jeg ringede næste dag, lød hun endnu mere fjern. Hun vidste knap nok, hvor hun var, men fik dog endelig sagt hvilket hospital, hun vist nok mente, hun lå på. Jeg synes ikke det hang sammen med en simpel galdestensoperation, at hun på andet døgn lød så snøvlet og konfus. Så jeg ringede til hospitalet. Jeg fik fat i en sygeplejerske, som sagde, at min mor nok var konfus, fordi hun havde været meget dehydreret, men at hun nu fik væskebehandling og havde brug for meget hvile, og så var hun nok klar til besøg om et par dage.

Men da jeg ringede dagen efter, var min mor nærmest umulig at tale med, og jeg fik fat i en læge, som lød noget mere bekymret. Min mor havde, grundet galdestenene, fået en alvorlig betændelse i bugspytkirtlen. Så jeg hoppede på den første bus, jeg kunne få fat i, mod København. Dette blev starten på to meget hårde måneder med daglige besøg på hospitalet, mens min mor kæmpede for sit liv.

Hendes nyrer havde kapituleret, så kroppen kunne ikke komme af med affaldsstoffer, og hun var, så at sige, forgiftet. Det var derfor, hun var så konfus. Hun anede nærmest ikke, hvem hun var, og da slet ikke hvor hun var, så hun talte en blanding af tysk, engelsk og dansk. Hun hallucinerede og var rædselsslagen, og det var ikke rigtigt til at sige, om hun overhovedet opfattede, at jeg var der eller ej. Det var en tid, hvor jeg følte mig ekstremt alene, alle mine ting var lige blevet flyttet til Berlin, og min lejlighed i København var lejet ud.

Jeg boede i hendes lejlighed, alt i mens jeg ikke anede, om jeg skulle til at flytte tilbage, eller om vi var der, hvor jeg skulle til at planlægge begravelse, og afvikle hendes ting og finde nyt hjem til hendes to katte. Jeg græd, jeg sov ikke, og jeg spiste kun sporadisk. Men især én person var der for mig, selvom det var på afstand, og det var min kære Sam i Spanien. Han ringede til mig flere gange dagligt og spurgte til min mor og mig. Han sagde, at når alt det her var overstået, så skulle jeg besøge ham i Spanien, han skulle nok betale min flybillet.

Som sagt, så gjort, for heldigvis kom min mor igennem med livet i behold, og jeg kunne rejse tilbage til Berlin. Men det var stadig ikke nemt. For tilbage stod min mor og jeg med en frygt for tilbagefald, og afstanden var svær. Sam var i Spanien, jeg havde gennem lang tid været så bekymret og stresset, at jeg nu lå med influenza en ca gang om måneden. Mit immunforsvar var åbenbart gået ned. Endnu engang følte jeg mig alene. Men jeg fik et afbræk, da jeg tog til Spanien og besøgte Sam, og herefter udviklede vores venskab sig langsomt til kærlighed.

Vi havde et afstandsforhold i ca. 1,5 år. Med mange, men kortvarige besøg, når han kunne få fri fra sit arbejde. Så stoppede Sam en periode med at arbejde, og kunne opholde sig i Tyskland i 3 måneder ad gangen. Vi levede sammen, men han havde ikke mulighed for at tage adresse hos mig, da han kun havde turistvisum. Han kunne heller ikke arbejde, men havde sparet en del op i Spanien, hvor han havde arbejdet 12 timer om dagen, 6 dage om ugen, og boet meget billigt i en landsby, hvor der ikke skete meget, man kunne bruge penge på. Han er ikke typen, der kan lide at sidde stille, han er nødt til at lave noget og føle sig nyttig.

Jeg blev gravid i starten af 2016, og selvom det var en glædelig nyhed, så var det for mig også forbundet med en del stress. Berlin er en by med en enorm befolkningstilvækst, med tilflyttere fra både ind- og udland. Bureaukratiet er tungt, gammeldags og kan slet ikke følge med. Det er svært at få en ordentlig bolig, man kan betale, og det var svært for mig at få en jordemor og alle de graviditetsundersøgelser, man automatisk får i Danmark, da der er lange ventelister til stort set alt, hvad man foretager sig. Ligeledes kan det at få en institutionsplads til sit barn også have meget lange udsigter.

Afstanden til min mor begyndte at føles endnu mere lang, nu da der var et barnebarn på vej. Jeg kunne ikke rigtigt se mit barn vokse op i Berlin, i den lejlighed jeg havde, og med de sprogforviklinger der ville opstå, idet barnet så ville vokse op med dansk/gambianske forældre og yderligere skulle forholde sig til et tredje sprog, nemlig tysk. Jeg ville også gerne have, at vores barn havde sin mormor i nærheden.

Sam og jeg besluttede os for at gifte os. Jeg overvejede kraftigt at tage til Danmark, selvom der var dårligere udsigter til, at han kunne få opholdstilladelse der end i Tyskland. Men jeg følte simpelthen, at det bedste for barnet ville være at tage til Danmark.

Men vejen til Danmark blev længere, end vi havde troet. For 3 uger efter vi blev gift, da jeg var 7 måneder henne, kom vi ud for en alvorlig ulykke. Vi befandt os udenfor Sams brors restaurant, hvor der var noget musik og optagelse af en musikvideo. Jeg stod sammen med en veninde og var optaget af musikken, mens Sam et kort øjeblik forinden havde siddet på en stol lige uden for restauranten.

Pludselig kom en mand hen til mig og sagde: “Restauranten brænder!” Jeg kunne ikke se Sam nogen steder, men derimod kunne jeg se flammer og røg inde fra restauranten! Jeg løb hen mod restauranten for at finde Sam, og da jeg kom hen til indgangen, nåede jeg lige at registrere nogen, som prøvede at slukke en brændende wok med en brandslukker, der ikke virkede.

Så tog en anden person wokken for at få den ud og væk fra nogle gasflasker, som stod inde i restauranten. Men han brændte sig voldsomt, og tabte wokken på vej ud af døren. Dér blev jeg så mødt af et hav af flammer, og fik brændende fritureolie ud over mig.

Vi var fire personer, der blev slemt forbrændt: Min mand og jeg, hans fætter og en mand, der var løbet efter mig for at stoppe mig, men som desværre kom for sent. Det var Sam og hans fætter, der havde forsøgt at slukke den brændende wok, men det havde jeg på grund af smerten og chokket slet ikke registreret.

Faktisk er der store dele af begivenheden, jeg ikke husker, men som jeg har fået rekonstrueret ved at tale med de andre implicerede, og med vidner. Da jeg pludselig blev opmærksom på, at Sam også var totalt forbrændt på sin ene arm og i ansigtet, fik jeg et nyt chok. Det hele gik så hurtigt, at rigtig mange af de tilstedeværende slet ikke nåede at se, hvad der skete, andet end at der pludselig var fire svært forbrændte og jamrende mennesker. På det tidspunkt var ilden allerede blevet slukket.

Nogen havde ringet 112 og sagt, at der var sket en eksplosion, med det resultat at det helt store terrorberedskab mødte frem med 20 politibiler og kun to ambulancer, der ikke kunne komme til for politibilerne. Så der gik over 20 minutter, før vi var på vej mod et hospital.

Vi fik så stiftet bekendtskab med det tyske hospitalssystem. Vi havde ikke kunnet nå at registrere Sam på min adresse i Berlin, fordi han ikke kunne blive tilmeldt, før vi blev gift, og man i øvrigt skal møde personligt op på et rådhus og tilmelde sig. Og det kan tage flere måneder at få sådan en aftale! Det betød desværre, at han ingen sundhedsforsikring havde.

Jeg havde en forsikring, men stadig en del egenbetaling, blandt andet for at kunne ligge på enestue, som jeg var nødt til på grund af infektionsfare. Jeg var forbrændt med en slem andengradsforbrænding på mine ben og mave, og det meste af det krævede en hudtransplantation. Det var kompliceret, fordi jeg var gravid og ikke kunne få ret meget smertestillende og bedøvelse.

Jeg blev flyttet til et andet hospital, end der hvor min mand lå, fordi det havde en neonatal-afdeling, der kunne springe til, hvis operationen skulle fremprovokere en for tidlig fødsel. Det skete heldigvis ikke! Operationen gik godt, og mit barn blev indenbords, hvor det skulle, og havde det fint.

Jeg selv var i et smertehelvede uden lige, og var ganske hjælpeløs, da jeg hverken kunne gå eller sidde med mine forbrændinger. Man får det også varmt af forbrændingerne, vi var pakket ind store tykke bandager, og det blev ikke bedre af, at jeg i forvejen havde det varmt på grund af graviditeten. Og som om det ikke var nok, var der udenfor i næsten en hel måned, mens det stod på, hedebølge med temperaturer over 35 grader. Jeg svedte, så det drev.

Jeg skulle stadig have hjælp til det meste, samt have skiftet bandager hver anden til tredje dag, i lang tid efter at jeg blev udskrevet efter tre ugers indlæggelse. Bandageskift skulle foregå på hospitalet, og den eneste måde jeg kunne komme rundt på, var med taxa, hvilket jeg selv måtte betale. Det hele blev en ret dyr fornøjelse, og samtidig hænger gælden fra Sams indlæggelse stadig tungt over os.

Sam hjalp mig, så godt han kunne, han havde en arm og sine ben fri, og min mor rejste også frem og tilbage mellem Berlin og København, midt imellem at hun også skulle passe sit arbejde. Endnu engang fik vi afstanden at føle, og nu ville jeg bare hjem til Danmark og føde!

Det var dog meget svært, da jeg jo ingenting kunne, så Sam og min mor måtte stå for hele nedpakningen af min lejlighed. Jeg kunne heller ikke bare lige rejse, da jeg jo stadig skulle have skiftet bandager hver anden dag. Der var gået infektion i sårene, hvor de havde taget hud fra til transplantationen, så de ikke helede normalt. Men det lykkedes da endelig at komme til København, 3 uger før min termin. Jeg måtte hentes i bil hele vejen fra København, fordi jeg stadig knap kunne gå, og jeg var for gravid til at flyve.

Bortset fra en lidt kompliceret overgang til det danske sundhedssystem, som var stressende, fordi de bandager jo stadig skulle skiftes hver anden dag, så var det i starten en lettelse for mig at komme til Danmark. Her kom der sygeplejersker hjem til mig og skiftede mine bandager og tilså sårene.

Barnet meldte sig. Fødslen forløb fredeligt, vi fik ekstra tid på hospitalet efter fødslen på grund af den traumatiserende hændelse under graviditeten. Men alt gik som det skulle, og vi kom hjem. Jeg havde dog stadig bandagerne at slås med, og et flytterod jeg ikke rigtigt kunne gøre noget ved.

Vi kom os langsomt, Sams forbrændte ansigt er heldigvis helet, så man næsten ikke kan se, at ulykken nogensinde er sket. Det samme kan man ikke sige om hans arm, det ser ikke for kønt ud, men den virker dog næsten uden men. Mine ben bliver heller aldrig pæne, men de fungerer normalt.

Der gik ca. 7 måneder, før vi fik familiesammenføring i Danmark. Endelig kunne Sam komme til lægen og få sin arm undersøgt, og nu venter vi så på en tid til et mindre indgreb, fordi han har noget meget hårdt, stramt og tykt arvæv, der stadig klør og generer. I al den tid, efter han blev udskrevet fra hospitalet i Tyskland, blev hans arm jo aldrig tilset, og vi måtte bare selv skifte hans bandager og håbe på, at vi kunne holde sårene rene. De blev ved med at boble op og danne nye blærer, hver gang man troede, at nu var det ved at være helet.

Som familiesammenførte skal vi være selvforsørgende, og derfor skulle vi leve af min indkomst, på ca. 11.500 udbetalt, plus børnepenge og boligsikring. Jeg er diagnosticeret med ADHD, og der er ikke umiddelbart udsigt til, at jeg kan komme til at få en meget større indkomst.

Der er intet min mand hellere vil end at arbejde, men på trods af stor erfaring med f.eks. malerarbejde og mange andre ting, har han aldrig haft mulighed for at få en uddannelse. Han har arbejdet, siden han var 12-13 år, har en fantastisk fysik, er sød og rar og stabil og har været værdsat, hvor han end har arbejdet. På trods af stor arbejdsløshed i Spanien har han aldrig været uden job i de otte år, han boede der.

Men i Danmark skulle det vise sig at være et kæmpe problem at finde arbejde til ham. Han har sendt hundredvis af ansøgninger og fået pænt afslag fra ca. 4 arbejdsgivere, resten har ikke engang ulejliget sig med at svare!

Det har været enormt hårdt at se min mand degenerere mentalt, han var simpelthen ved at gå helt ned over at sidde derhjemme og ikke kunne bidrage til samfundet, vores lille familie og især over, at hans arbejdsløshed fik ham til at føle, at han mistede sin værdighed.

Det var svært at se min ellers så positive mand blive i dårligere og dårligere humør. Jeg har flere gange betvivlet min beslutning om at tage til Danmark, og har haft afsindig dårlig samvittighed over at slæbe min mand hertil. Men jeg troede jo, det var det bedste for vores barn. Og afstanden var blevet så uoverkommelig efter både min mor, jeg og min mand havde været så syge, så vi havde brug for at være tættere på hinanden.

Men jeg føler, at jeg har måttet ofre min mands værdighed. Jeg føler, at uanset hvad vi havde gjort, så havde det været et offer, enten for min mor, mit barn eller min mand.

Jobcenteret har været til absolut ingen hjælp! Min mand er ingen prioritet, fordi vi er selvforsørgende, og han ikke koster kommunen penge. Ellers skulle de nok have været behjælpelige med at finde noget beskæftigelse til ham, og måske også et IGU-forløb, som kun er tilgængeligt for flygtninge, men som ville have været helt perfekt til min mand, der jo ikke har nogen formel uddannelse. Men han har kun fået danskundervisning, og bestod også A1-testen til tiden næsten uden fejl.

Derudover har vi måttet sejle vores egen sø. Min mand er ikke stærk i det digitale, så sådan noget som e-boks og nem-id og hele jobsøgningsprocessen, som den er i dagens Danmark, er en udfordring for ham. Og det er svært for mig at hjælpe ham på grund af min ADHD-diagnose.

Jeg er dårlig til administrative ting, og uanset hvor meget jeg anstrenger mig, glemmer jeg ofte et eller andet vigtigt, jeg skulle have taget mig af eller have fulgt op på. Og nu er jeg pludselig blevet den, der skal have styr på det hele, og når jeg så ikke har det, er det pludselig ikke længere kun mig, men også min mand, og derfor også vores barn, det går ud over.

Det har stresset mig og taget tid og energi fra mig, som jeg hellere ville have brugt på min egen genoptræning og på min datter. Men min mand har ikke haft andre end mig til at hjælpe sig. Han kunne blandt andet heller ikke få mentor fra jobcenteret, som han havde kunnet, hvis han havde været flygtning.

Heldet vendte først lidt, da min mand tilfældigt mødte en ven på gaden. Vennen havde job i firma, der blandt andet tilbyder fragt og rengøring, men han mente ikke, at de kunne bruge Sam, fordi han stadig ikke talte så godt dansk. Men det lykkedes langsommeligt og ad omveje efter endnu næsten ti måneders arbejdsløshed – og med kraftig insisteren overfor vennens arbejdsgiver, der til vores held pludselig stod og manglede rengøringspersonale – for min mand at få et rengøringsjob, men kun på deltid.

Men i første omgang ikke hjalp det ikke på vores efterhånden temmelig flossede økonomi, da det har betydet, at vores boligsikring røg, samt betydeligt forøgede udgifter til vores datters daginstitution. Desuden har han en del transportudgifter. Men i det mindste var han i gang, og fik lidt af sin værdighed igen, selvom det ikke var meget, når han er en mand, der har været vandt til 12 timers arbejdsdage 6 dage om ugen, og trives med det.

Heldigvis er hans arbejdsgiver blevet så glad for ham, at de nu har fundet flere timer til ham, så han endelig er oppe på fuld tid. Men min mand er begyndt at få problemer med en gammel knæskade, og arbejdet betyder, at han må udsætte en knæoperation. For lige nu tør han simpelt hen ikke sygemeldte sig i tre til seks uger for at få det ordnet.

Så vores status er med andre ord en økonomi i ruiner, hvor vi ofte er løbet tør for penge længe inden månedens udløb, og har måttet ty til hjælp fra venner og familie.

Min mand hægter sig fast til sit job, så vi forhåbentlig kan komme på fode, inden vores datter bliver gammel nok til at opfatte, at vi lever med en økonomi langt strammere end gennemsnittet, og hvad det medfører af for andre børn selvfølgelige ting, som vi ikke kan give hende. Så han kan nå at optjene ret til permanent opholdstilladelse. Eller i det mindste ret til sygedagpenge, inden hans knæ står helt af. Eller nå nej, de regler står netop til at blive ændret, så det kommer han nok heller ikke til at kunne få. Min store bekymring er, at han når at slide sit knæ helt op, så han pludselig slet ikke kan arbejde, for så står vi atter tilbage med min indtægt alene.

Og jo, jeg vidste jo godt, at den første tid i Danmark ville blive hård økonomisk. Men den lange behandlingstid på vores ansøgning om familiesammenføring, hvor min mand jo ikke har haft ret til at arbejde, samt den efterfølgende endnu længere tid inden han så fandt et job – på trods af at han har søgt i brancher, der efter sigende skriger på arbejdskraft – har undergravet vores økonomi endnu dybere, end jeg nogensinde kunne have forestillet mig.

Men ikke mindst har det været hårdt mentalt, med min dårlige samvittighed over at have slæbt min mand igennem alt dette, alt imens jeg har følt mig som en utilstrækkelig støtte og hjælp for ham. Jeg er ikke sikker på, at jeg havde valgt denne løsning, hvis ikke jeg havde følt mig så sårbar og presset på grund af min mors sygdom og vores brandulykke.

Måske havde det været bedre at blive i Tyskland eller sågar at tage til Spanien, hvor Sam kan sproget og aldrig har haft problemer med at finde arbejde. Eller måske at tage til Sverige. Jeg føler, at uanset hvad vi gør, så går det ud over enten min mor, min mand eller min datter. Fremtiden, og den konstant ændrede familiesammenføringslovgivning må vise, om min beslutning om at tage til Danmark var helt skæv.

Det er ikke nemt for mig at føle mig så uønsket i mit eget land, fordi jeg har forelsket mig i den forkerte. Det er ikke nemt at skulle høre på en hård retorik om dovne udlændinge, der ikke gider arbejde, når vores oplevelse har været, at det snarere er arbejdsmarkedet, der ikke vil tage imod dem. Der er intet min mand hellere vil end at arbejde.

At tage til Danmark var mest af alt min idé, min mand vil allerhelst bare være dér, hvor han kan arbejde og dermed forsørge sig selv, og leve et normalt og stille og roligt liv sammen med sin familie.

Ester, familiesammenført siden 2017