valg

Efter de mange års kamp mod udlændingereglerne har både venner og bekendte fortalt mig, at det jo var et valg, min mand og jeg tog. At det var et valg, at vi ville flytte til Danmark. At vi valgte hinanden. Jeg forstår godt, hvad de mener, men er på mange måder ikke enig.

Jeg ”valgte” ikke at blive behandlet så dårligt og nedladende af mit eget land.

Jeg ”valgte” ikke at blive diskrimineret på det groveste, bare fordi jeg forelskede mig i en mand med en anden hudfarve og kultur.

Jeg ”valgte” ikke at blive forvist til Sverige, fordi min alder satte begrænsning for mit valg af gom.

Men en ting valgte jeg. Jeg valgte at kæmpe for kærligheden. For hvis der er en ting jeg tror på, så er det kærlighed.

Jeg valgte, at jeg ikke ville underlægge mig de sindssyge regler, der persisterer i Danmark i det 21. århundrede. Jeg valgte at kæmpe. Men jeg valgte bestemt ikke kampen.

Den vidste jeg ikke engang eksisterede, før jeg selv stod i den. Og det er alligevel utroligt, synes jeg. Jeg møder så ofte danskere, som ikke kender de regler, som udlændingeloven består af. Som ikke er klar over, hvem der bliver ramt af de regler. Jeg var engang en af dem.

I livet træffer man mange valg.

Man vælger sine venner, sin uddannelse og sine interesser. Man står tit overfor valg, også valg, som ikke altid er nemme.

Men jeg nægter at tro på, at der findes mennesker, der reelt vælger at blive diskrimineret.

Vælger man selv, hvor man bliver født?

Vælger man sin hudfarve? Sin familie? Sin kultur eller sin baggrund?

Livet er fuld af valg, svære og knap så svære. Men livet er også fuld af tilfældighed.

Jeg har tit spekuleret på, om jeg kunne have truffet valg, der kunne have gjort livet lettere for mig. Der kunne have gjort, at jeg ikke var havnet i denne situation.

Det er rigtigt, at jeg kunne have valgt kærligheden fra. Jeg kunne have valgt at se bort fra den kærlighed, jeg følte og føler for min mand. Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt?

Siden barnsben har det været min opfattelse, at vi i Danmark selv kan vælge, hvem vi elsker (er det i virkeligheden et valg?). Vi har muligheden for at vælge, hvem vi vil dele livet med.

I Danmark gør vi meget ud af at påpege, at denne rettighed ikke eksisterer i alle lande og kulturer. Vi sætter denne rettighed højt.

Eller det troede jeg i hvert fald. Indtil det gik op for mig, at den rettighed kun gælder, hvis man ”vælger” at forelske sig indenfor EU’s grænser.

I Danmark påpeger vi tit, at folk er lige, at der ikke skal være forskel på rig og fattig, mand og kvinde. Alle er lige. Men igen gælder dette kun indenfor EU’s landegrænser.

Jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg ikke kendte mit eget land. Jeg kendte ikke til den diskrimination, der foregår dagligt mod mennesker, der kommer udenfor EU. Mod danske statsborgere der ”vælger” at forelske sig i en udenfor EU.

Mange ting i livet er et valg, men når man vælger at bruge ordet valg mod folk, som dagligt diskrimineres, synes jeg, man bruger ordet forkert.

Nina, familiesammenført efter EU-reglerne i 2013