“Mor, kommer far nogensinde tilbage til Danmark?”

Et helt uskyldigt spørgsmål fra min 8-årige datter, som hun er i sin fulde ret til at stille, efter at have været adskilt fra sin far i 8 måneder. Hvad skulle jeg svare? Tusinde tanker og ideer farede gennem mit hoved i de sekunder, der gik inden jeg måtte svare noget.

Vi kom til Danmark, da min datter var 6 år gammel, i troen på, at vi gjorde det bedste for hende. Efter at have boet i min mands hjemland i en årrække og stiftet bekendtskab med det på godt og ondt, mente vi, at de muligheder og værdier, vi gerne ville give vores barn, ville være lettest at opnå i Danmark.

Men sådan skulle det ikke gå. Min mand bestod ikke sin danskprøve i tide, og så blev han smidt ud. Min datter må nu undvære sin far. Hver dag må jeg gå på arbejde, og hun må gå i skole, uden at vi ved, hvornår vi ser ham igen. Det land, der skulle have givet hende tryghed og en bedre uddannelse, blev i stedet det system, der tog hendes far fra hende. Og min mand fra mig.

”Jeg ved det ikke, putte, jeg håber det, og vi gøre alt hvad vi kan for at være sammen, alle sammen, igen.”

”Jeg forstår det bare ikke, mor, hvorfor fik min klassekammerats far lov at være her, imens han lærte dansk? Hvad med min far? Hvordan kan man gøre det mod et lille barn, jeg er bare et barn, mor, og jeg savner min far!”

Hvis ikke hver dag, så hver anden, er jeg nødt til at have sådan nogle samtaler med min datter. Som hun siger, så er hun kun et barn, og hun burde ikke skulle prøve at forstå en udlændingepolitik, som ikke engang voksne kan forstå.

Jeg skammer mig og føler mig som en andenrangsborger. Det er så ambivalent for mig, som mente at Danmark havde værdier og muligheder, som jeg ønskede at dele med min datter, min mand, min familie, men nu hvor jeg pludselig er blevet enlig mor og kæmper for at holde sammen på mig selv og min datter, føles det helt forkert.

Det er en daglig kamp at skulle være ærlig overfor mit barn uden at skabe en følelse af foragt for det land, som vi dagligt bidrager til, men som ikke anser os for ligeværdige mennesker med rettigheder som andre danske statsborgere.

Det er så hårdt og krænkende at leve med. Danskere i teori, andenrangsborger i praksis.

To usynlige danskere, hvis far og mand blev udvist, fordi han ikke bestod danskprøve A1 i tide Daddy_disappearing