kambotscha-1500565_1920

Min kone og jeg blev gift i 2011. Jeg måtte flytte til Spanien, hvor vi boede sammen i halvandet år, hvorefter vi så søgte efter EU-reglerne. Vi kom til Danmark, og boede hos min mor og hendes mand i 14 dage. Jeg solgte min bil fra Spanien og jeg solgte min danske motorcykel, så vi kunne få noget at bo i. Vi fandt en lejlighed i Randers, men der var stadig noget, der manglede, før vi kunne begynde at leve som en hel familie i Danmark.

Min kones datter er vokset op hos sin mors veninde, da min kone måtte arbejde i udlandet, så hun kunne tjene penge nok til, at hendes datter kunne få mad på bordet. Min kones datter har ingen far, og hun har heller ingen mormor og morfar. Hun har ingen familie, som hun kender i Filippinerne. Min kones datter kunne heller ikke rigtig være hos sin mors veninde, der hvor hun boede, da de ikke selv havde plads til hende, fordi de selv har børn og børnebørn.

Vi har hele tiden arbejdet på at søge familiesammenføring med min kones datter, så hun endelig kunne være sammen med sin mor igen, og så hun kunne blive en del af vores familie. Min kone har savnet hende hver eneste minut i al den tid, de ikke har levet sammen.

Min kone startede på sprogskole efter 7 måneder i Danmark, da vores sag var gået igennem på ca. 6 måneder. Derefter fik hun noget arbejde, og det så ud til, at vi kunne begynde at spare pengene sammen og få hendes datter herop. Men hun havde kun arbejdet i seks måneder, og hver gang, vi havde sparet lidt op, kom der ny ting, der skulle betales for.

Dengang havde man kun to år til at søge om familiesammenføring med et barn, og to år er ikke lang tid til at spare en masse penge op, når man også har et fælles barn, der går i børnehave, hvilket også koster penge, og man skal betale tvungen tv-licens, varme, lys og vand, og husleje.

Vi blev hele tiden ramt af uheld, der kostede en masse penge. Vi måtte flytte fra den lejlighed, vi først boede i, da den var utæt. Lejligheden så rigtig flot ud, da vi flyttede ind, men den var så utæt, at vi ikke kunne bruge værelserne ovenpå, så vi måtte alle sammen bo i stuen. Vandet fossede ind, når det regnede, og toilettet var utæt, så vandet fra det kom ned i køkkenet.

Lejligheden var fuld af sorte pletter. Der var så meget skimmelsvamp i den, at vores søn blev indlagt på sygehuset flere gange, fordi han blev voldsomt syg af det. Vi vidste, at det ville være dyrt at flytte, men vores søn var så syg, at hvis vi ikke flyttede derfra, var jeg bange for, at han ville dø. Vi klagede til Randers kommune, men de var ligeglade med, hvad vi sagde, så vi måtte flytte helt til Viborg.

På grund af flytningen fra den elendige lejlighed i Randers, havde vi brugt de penge, vi havde fået sparet op, så vi måtte starte forfra med at spare op, så vi kun hente min kones datter. Men selvom lejligheden i Randers var ubeboelig og sundhedsfarlig, skulle vi betale for, at den blev malet, selv om det ikke var vores skyld, at den var fugtskadet og så forfærdelig ud. Og så kom der pludselig også en varmeregning fra den gamle leglighed, som skulle betales oveni alt det andet.

Det kostede os mange penge at flytte fra Randers til Viborg, og at få dagligdagen til at gå op. Ud over alle problemerne med den ubeboelige lejlighed måtte vi slås med dårlige børnehaver i Randers. Og fandme også i Viborg. Vores søn på tre år blev bange for at gå i børnehave. Vi brugte derfor meget tid og mange kræfter på at få hverdagen til at fungere med et barn, der græd og var bange, når han skulle afleveres.

Hvis vi ikke have fået penge af min mor og hendes mand, så havde vi ikke kunnet hente min kones datter til Danmark.

Endelig kunne vi komme afsted til Filippinerne for at hente min kones datter. Det var et helvede uden lige, da vi skulle ordne en masse papirer, så vi brugte 20 dage på at rejse frem og tilbage fra Bulacan til Manila hver dag. Det var ikke sjovt, det kunne tage 3 til 4 timer at komme ind i eller ud af Manila, så det blev nogle lange dage, hver gang vi skulle ind og ordne papirer eller skulle kæmpe med den danske ambassade for at få visum til hendes datter.

Men til sidst lykkedes det, og hun kom langt om længe til Danmark, hvor vi så søgte om opholdstilladelse til hende. Efter 7 måneders sagsbehandlingstid fik vi afslag. Vi klagede, men fik igen afslag. Fordi min kones datter var fyldt 15 år, før vi nåede at få sparet penge op til at hente hende til Danmark, og ansøgningen derfor blev indgivet 4 måneder for sent.

Når man kun har to år, og når der sker så meget, som der skete for os, så har man ikke nogen chance for at spare op! Så kan I synes, at EU-reglerne er gode, alt hvad I vil, men de har ikke hjulpet os med at blive i Danmark.

Derfor er vi tilbage i Spanien i dag. Vi har været her i næsten to år, og har nu igen søgt efter EU-reglerne, så vi kan komme tilbage til Danmark igen.

Vores søn har haft kæmpe problemer her i Spanien med et sprog, han ikke forstod. Vores barn var til sidst så bange, at han skreg, bare han så børnehaven, så vi måtte tage ham ud af børnehaven efter bare 3 uger. Så startede han i en ny børnehave her i Spanien. Det gik godt det første år, men næste år fik de så en ny pædagog, og så var det galt igen. Så vi måtte tage ham ud af børnehaven igen, og han har ikke gået i børnehave i et år nu. Det kan vi så takke den børnehave for i Randers, der startede med at behandle vores barn dårligt fra starten.

Hvis alt det her ikke var sket for os, kunne vi have hentet min kones datter noget før, så hun kun komme og leve sammen med os uden nogen problemer. Men den danske stat er ligeglad med, om vi har problemer, for vi har regler, og dem skal vi holde os til. Så er det helt lige meget, hvorfor man ikke kan overholde dem.

Derfor skal vi kæmpe for at få reglerne ændret. Med alle metoder. Det handler om at kæmpe for det, man syntes er rigtigt. Det var, hvad kvinderne gjorde, da de kæmpede for stemmeret og ligeløn. Det var, hvad modstandsbevægelsen gjorde under anden verdenskrig, en lille flok mennesker, der kæmpede for Danmark og danskerne.

Johnny, familiesammenført efter EU-reglerne i Spanien siden 2011, flyttet tilbage til Danmark 2013, flyttet tilbage til Spanien igen 2015, flytter nu start tilbage til Danmark igen.