losing_me

For 6 år siden mødte jeg min mand. Jeg mødte ham i et smukt, åbent og eksotisk land – Indien! Da jeg først kom til Sydindien, 2 år før mødet med min mand, forelskede jeg mig lynhurtigt i det smukke folkefærd og kulturen, som ikke udelukker, men omfavner forskellighed. På mange måder er Indien det stik modsatte af Danmark.

Dette var dog ikke et emne, min mand og jeg fik snakket om, før efter vi var gift og havde boet sammen i 2-3 år. Vores hverdag havde ikke pusterum til at snakke om hverken kultur eller sprog. Der var udelukkende tid til at kæmpe. Kæmpe om retten til at leve sammen. Retten til at elske hinanden i det samme land, mens jeg skulle læse på universitetet. Jeg husker tydeligt, da hans mor spurgte mig, om han mon kunne komme til Danmark, og om han mon kunne få job. Jeg svarede uden tøven ” ja selvfølgelig”. For hvis man kan og vil Danmark og så oven i købet er så veluddannet, så er det intet problem.

Jeg tænker tit tilbage på, hvor naiv jeg var. Vælger dog at bruge ordet godtroende. For jeg løj ikke for min svigermor, jeg troede virkelig, at det var sådan, Danmark hang sammen. Jeg troede, jeg kendte det land, jeg var vokset op i. Men jeg tog fejl. Voldsomt fejl.

Jeg har længe overvejet, hvordan jeg kunne fortælle vores historie nemt og kort. Men vores vej har desværre hverken været nem eller kort. Jeg vil her prøve at give et lille indblik i vores kaotiske vej til opholdstilladelsen.

Min mand og jeg gik ikke ligefrem den ”traditionelle” vej til opholdstilladelse. Vi søgte først om et Green Card, fordi min mand er utrolig veluddannet og har læst indenfor et felt, der var på den såkaldte positivliste. Vi ventede længe på svaret, og i denne tid måtte min mand selvfølgelig absolut ingenting. Ikke engang arbejde frivilligt.

Jeg var lige startet på medicinstudiet og havde derfor relativt travlt med at læse. Imens prøvede min mand at få sine uddannelser oversat til danske standarder, og dette betød desværre en voldsom degradering. Når den uddannelse man kommer med, ikke findes i Danmark, ja så kan den selvfølgelig ikke være meget værd.

Han fandt en danskskole med frivillige undervisere, så der startede han. Han søgte intenst efter job og blev da også tilbudt en del, men selvfølgelig ville ingen røre ham, når de hørte, at han på daværende tidspunkt endnu ikke havde arbejdstilladelse. De vidste formentlig hvilket et bureaukrati-helvede, der eksisterer.

Min mand mærkede, hvordan hans kvalifikationer skrumpede og skrumpede, og vidste også, at som tiden gik, ville det blive sværere og sværere at finde arbejde. Det ville efterhånden også være umuligt for ham at tage tilbage til Indien for at arbejde, for der eksisterer hverken sabbatår eller længerevarende ferier. Så han følte på mange måder, at han var ved at brænde alle sine broer. Og ville det i sidste ende være det værd?

Samtidig følte jeg konstant dårlig samvittighed. Havde ikke meget tid pga. studie og vidste jo godt hvad alt denne ventetid betød for min mand. Vi var lige flyttet til Aarhus, jeg kendte ikke byen og min mand kendte hverken landet eller byen. Og så skulle han bare ”parkeres” i en lille bitte studielejlighed langt fra alt ting. Det var en af de første gange, at jeg mærkede gennemtrængende skam over det land jeg var vokset op i, og som jeg indtil nu havde følt mig som en del af.

Knap et år ventede vi. Brevet med svar blev selvfølgelig ”væk” i posten, så vi måtte tage turen fra Aarhus til København en lille uge inden min største eksamen det semester. Efter de obligatoriske 4-6 timers venten, kom vi ind i et lille lokale placeret halvt under jorden. Det blev et nej… Og vi måtte naturligvis ikke snakke med vores sagsbehandler. 7 dage havde han til at forlade landet. Vi havde ventet i over 11 måneder og de gav os 7 dage!

Jeg husker ikke så meget i dagene efter denne melding, andet end vrede. Jeg tror aldrig, jeg har været så vred, som jeg var i den tid. Med tårer i øjnene af frustration ringede jeg til justitsministeriet, og jeg endte med at råbe af en embedsmand. Jeg spurgte hende, hvordan hun ville have det, hvis jeg kom og tog hendes mand fra hende. Hun svarede ikke, men gav os 1 måneds udsættelse af hans udvisning.

I den måned arbejdede vi intenst på at anskaffe det såkaldte single-certifikat, som er et ”bevis” på, at min mand ikke allerede var gift. Citationstegnene er selvfølgelig sat, fordi et sådan dokument ikke eksisterer i andre lande end Danmark. Da jeg forklarede dette til damen på kommunen, kiggede hun undrende på mig og sagde, at vi måtte da kunne gå på kommunen i Indien! Jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde.

Vi fik fremtryllet de nødvendige dokumenter og nåede således at blive gift én dag inden min mands udvisning. Hvor romantisk!

Vi måtte herefter tage turen over Øresund, som så mange har gjort både før og efter os. Jeg var under 24 år, så muligheden for at få ophold til min mand under de danske regler var ikke-eksisterende. 24 årsreglen er jo sat i stand for at forhindre tvangsægteskaber, og den fungerer så storslået, at den tvinger danskere i starten af tyverne til at gifte sig indenfor Europa, hvis de skal have ret til at bo i deres eget land.

Det lykkedes os at finde bolig i Malmø, og her slog vi os ned de næste 8 måneders tid. Da mit studium ikke kunne overflyttes til København, måtte jeg pendle fra Malmø til Aarhus. Jeg fik samtidig et arbejde på Amager, for at bevise reelt og faktisk ophold i Sverige. Fra den tid husker jeg mest af alt tog, tog og atter tog.

Vi samlede en mappe med over 300 sider for at bevise vores ophold i Sverige, og den var inddelt i emner med faneblade og det hele. Da vi afleverede den, fortalte damen bag skranken, at de ikke behøvede mappen, men bare indholdet. Jeg svarede næsvist, at hun var mere end velkommen til at tage papirerne ud, men jeg ville ikke gøre det i frygt for, at nogle af papirerne ville ”blive væk.” Det har de det nemlig med at gøre inde i udlændingestyrelsen.

Tre måneder senere modtog vi endelig et positivt svar. Ophold under EU-retten. Vi rejste tilbage til Aarhus, så jeg kunne færdiggøre mit studium, og min mand startede på sprogskole.

Det lyder måske, som om det lykkedes til sidst, men sådan så virkeligheden ikke helt ud. Vi var begge to udmattede. Udmattet som jeg aldrig har været det før! Og stadig lå vreden lige under overfladen.

Siden vi kom tilbage har jeg kæmpet med at ”blive normal” igen efter vores lange kamp, men har indset, at jeg nok aldrig bliver den samme person, som jeg engang var. Man kan ikke tage erfaring fra en person, desværre heller ikke den dårlige og tærende erfaring.

Ud over de psykiske mén vi led under, kom en ny kamp. En kamp for at finde relevant arbejde til min mand. Dette har vist sig at være en næsten ligeså stor kamp som opholdstilladelsen. At finde relevant arbejde med et udenlandsk navn i det Danmark, der eksisterer i dag, har vist sig, i vores tilfælde, umuligt.

Vi har prøvet alt, men der kommer et punkt, hvor man ikke, kan give mere af sig selv. Ikke hvis man stadig vil vågne næste dag og genkende sig selv i spejlet, bare en lille smule.

Min mand har hjemmefra læst 8 år på universitet og læste også ½ år mens vi boede i Malmø. Derudover har han nu også læst på danskskolen og synes derfor, at han har været studerende længe nok. Det er min SU, der forsørger hele vores familie på nuværende tidspunkt. Vi går blot og venter på, at jeg færdiggør min uddannelse, og så vil vi arbejde imod at rejse langt væk fra Danmark. Vi har desværre lært på den hårde måde, at der hverken er plads til vores familie eller kærlighed her i landet. Og for at være helt ærlig så føler jeg ikke, at Danmark fortjener os.

Nina, familiesammenført efter EU-reglerne i 2013