granddad

Som pårørende til familiesammenførte bliver man meget påvirket af alle de problemer, der er med at få opholdstilladelse, permanent opholdstilladelse eller dansk statsborgerskab.

Vores dejlige svigersøn fra Uganda har nu boet i Danmark i 6 år. Han taler sproget overovergennemsnitligt godt af en udlænding at være og er meget fokuseret på vigtigheden af dette, er så velintegreret, at man næsten skulle tro, han er dansker, og mere velorienteret i det danske samfunds opbygning end selv mange danskere.

Han skal til afsluttende eksamen i juni 2017 på IT-universitetet på Amager, hvor han så vil få sin kandidateksamen. Adskillige gange under uddannelsesforløbet har regeringen ændret og strammet kravene til opholdstilladelse. Hver ændring har gjort situationen mere og mere usikker for vores datter og svigersøn. Det lægger pres på og stresser ham i tiltagende grad, endda så meget, at det kan påvirke eksamensresultatet negativt, da der hele tiden skal tages stilling til og ageres på disse ændringer; de tager nemlig vigtig tid fra eksamensopgaven. Han er ellers meget målrettet, særdeles flittig og supermotiveret. Når han trods myndighedernes obstruktion forhåbentlig får sin eksamen, er han nu lige vidt i forhold til at få lov til at blive i landet.

En ny lov, lov 87, vedtaget i januer 2016, betyder nemlig, at uddannelse taget i Danmark ikke giver ret til permanent ophold i landet. Desuden udvidedes fra 5 – 6 år den periode, man skal have været her for at søge permanent opholdstilladelse. Derved er han jo bombet 6 år tilbage i forhold til de krav, der stilles til at blive dansker. Selvom han selvfølgelig aldrig kommer til at blive dansker nu, efter den famøse “danskerdefinition” er blevet vedtaget. Vi kan jo se, hvordan den usikre situation påvirker hele vores datters familie, og vil ønsker bare for dem, at de kan få ro til at koncentrere sig om at få hverdagen til at fungere i stedet for hele tiden at skulle spekulere over, om det ville være bedre for dem at flytte til et andet land.

Efter at svigersønnen flyttede til Danmark, har vi fået to børnebørn. Og vi har et meget nært og tæt forhold til de to søde, glade og vidunderlige guldklumper, som bliver så henrykte og lykkelige, når vi er sammen. De spørger efter os, hvis der bare går et par dage, hvor vi ikke ses. Vi har en halv times kørsel ind til dem fra hvor, vi bor. Derfor kan vi tit med stor sjælelig berigelse se vores børnebørn. Og vi passer dem også, når de er syge, så deres forældre kan passe arbejde og studie. Som sådan bidrager vi også til samfundets drift og udvikling.

Så mest ulykkeligt af alt, bliver vores datter og hendes familie nødt til at flytte til udlandet, hvis vores svigersøn skal blive ved med at leve med midlertidige opholdstilladelser og familien blive ved med at være en slags andenrangsborgere med stærkt begrænsede rettigheder i forhold til resten af befolkningen? Det bliver som at miste et kært og meget nærtstående familiemedlem, da kontakten så bliver meget svær eller næsten umulig at opretholde. Og i hvert fald ikke tæt. Og det, der smerter mest af alt, er at miste dem, man har allermest kær. Og det er og bliver uden sammenligning ens børn og børnebørn!

Tabet af det skønne og dejlige familieforhold er den største ulykke på det nære og personlige plan. Med her slutter udlændingelovens dårligdomme skam langtfra. Regeringen har ellers yderst fornuftigt og rimeligt givet udtryk for, at de gerne ser, at udenlandske studerende, som vi har bekostet uddannelse på, bliver og arbejder i landet – i hvert fald så længe, at investeringen i dem kan vende tilbage til samfundet i form af højtuddannet arbejdskraft i specialiserede arbejdsfunktioner. Mon ikke der er størst sandsynlighed for, at en dansk gift person med børn, der vil bestå enhver dansk sprogprøve med topkarakter, og som er totalt indlevet i danske forhold, gerne vil blive i landet og arbejde her?

I lov 87 om står om permanent opholdstilladelse, at man skal have været i fuldtidsarbejde i 2½ år ud af de sidste 3 år. En svær nød at knække, når man er i gang med sine studier. Som studerende er man ikke opfattet som værende beskæftiget! Så er man under uddannelse, kan man lige så godt med det samme vende blikket mod andre lande, så de i stedet kan få glæde af de danske skatteyderes investering i den studerende.

En ny lov om permanent opholdstilladelse, L154, som der er flertal for i Folketinget, forventes vedtaget omkring 1. maj 2017. Den indeholder kun stramninger af de forvejen gældende regler. Bl.a. forlænges perioden, før man kan søge permanent opholdstilladelse, fra 6 til 8 år. Det betyder f. eks., at min svigersøn nu skal vente mindst 10 år på at få permanent opholdstilladelse. Men den periode kan jo godt forventes at blive yderligere forøget. Man skal arbejde i 2½ ud af 3 år og have mindst 30 timer om ugen. Fra maj sandsynligvis 3½ ud af fire år. Det betyder jo, at man er afskåret fra at tage en masse job, der giver færre timer end 30 om ugen. Man må ikke blive syg, og man må ikke blive arbejdsløs. De ny stramninger og usikkerheden omkring, hvornår de næste kommer, gør, at man ikke aner, hvad man skal eller kan regne med. Man kommer faktisk til at føle sig kriminel, hvis man forelsker sig i en fra et andet land. Det gør det håbløst at blive i landet! Så det holder ikke på den veluddannede arbejdskraft, hvis uddannelse, vi har bekostet.

Sikke et menneskeligt og samfundsmæssigt spild!

Virker det på nogen som helst måde bare den mindste smule smart eller hensynsfuldt? Næppe! Ifølge vores forståelse og opdragelse er formålet med vores demokrati, at politikerne skal skabe rammer til at forbedre vilkårene for såvel det enkelte menneske som for samfundet som helhed. Med udlændingeloven er det modsatte desværre tilfældet. Det undergraver ulykkeligvis vores tillid til de politiske institutioner. Og det er ikke gavnligt for vores samfundsopbygning eller demokrati.

Jacques og Eva, forældre og bedsteforældre til en sammenført familie siden 2011